21/01/2020
Traditionen tro støtter Mindshare Danmarks Indsamling 2020. Som en del af en international virksomhed ser vi det som vores pligt at hjælpe udsatte i andre dele af verden.
Danmarks Indsamling går i år til børn på flugt, og der er mere end nogensinde brug for, at vi rækker ud, for FN estimerer, at over 35 millioner børn lige nu er tvunget på flugt fra deres hjem på grund af klimaforandringer, krig og forfølgelse. Mange af dem er uledsagede. De er alene, sårbare og udsatte. De har mistet alt det, de kender. Deres hjem, deres forældre, deres tryghed. De er lette ofre for overgreb, vold og sygdom. De ser ting, ingen forældre ønsker, at deres børn skal se, og de kæmper hver dag for at overleve en virkelighed, der er så grusom, at det ville knuse os, hvis de var vores egne.
Med 12 projekter i 12 lande på tværs af tre kontinenter skaber Danmarks Indsamling håb og giver børnene uddannelse, beskyttelse og lægehjælp. Danmarks Indsamling hjælper de børn, der har mulighed for at vende hjem, og de børn, der skal starte forfra et nyt sted. Fordi et liv på flugt ikke er for børn, og fordi alle børn fortjener en tryg barndom, uanset hvor i verden, de er født.